Ring 30 872 872
Hverdage 9-17-Lørdage 10-13

Rejser til Cuba

Farverige gamle, amerikanske biler, cigarer, kridhvide strande og en atmosfære og kultur, som du ikke møder andre steder. Cuba er et land, som for nyligt er begyndt at vågne op fra sin næsten 60 årige stilhed, derfor er det med at opleve det ægte Cuba nu, før det er ”for sent”. Havana med sine charmerende gader og pladser eller Varaderos turkise vand – uanset hvad der tiltrækker, anbefaler vi, at du tager af sted og oplever så meget som muligt af dette spændende land.

Cuba er fremtidens destination, og Revolutionens vingesus eksisterer stadig på øen med ord som ”Viva la Revolution”, Che Guevara vægmalerier og ikke mindst den evige hyldest til grundlæggeren af Revolutionen, Fidel Castro.

Bestil tilbud

GRATIS OG UFORPLIGTENDE
Please leave this field empty.

Havana

Havana, eller La Habana, er Cubas hovedstad og uden tvivl et ”must see”. Langs Paseo del Prado løber skolebørn i cubansk skoleuniform og har idræt midt på gågaden, mens de gamle amerikanske biler kører højlydt forbi. Musik strømmer ud af bilerne og vinduerne, og et par danser salsa på fortovet foran deres personlige restaurant – en paladar. Havana er en by, der byder på mange kontraster, f.eks. kan du opleve den smukke Plaza Vieja, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste, for derefter at dreje ned af en sidegade til pladsen og opleve mange forfaldne huse. Når mørket falder på, tømmes gaderne for liv, og festen flytter til strandvejen, Malecón Ave. Vejen snor sig langs Havanas kystlinje, og det er her, at cubanerne mødes for at sladre, danse og drikke Santiago de Cuba rom direkte fra flasken.

Varadero

Når man nærmer sig Hicacos-halvøen, der er hjemsted for Varadero, snævrer landet ind til en tange, indtil man til sidst står med vand på både højre og venstre side. Til venstre svajer palmerne i vinden langs den 20 kilometer lange, hvide sandstrand, der strækker sig så langt øjet rækker. Vandet er azurblåt ved Den Mexicanske Golf, og man kan næsten ane USA og Key West, der kun ligger 164 km væk. Hvor stranden ender, tårner hotellerne sig op, og her kan man gå mellem havet og hotellets pool med en læskende Mojito i hånden. Varadero er det perfekte rejsemål for dig, der ønsker at opleve Cuba på en afslappet og behagelig måde. Stranden kaldes også “en af verdens bedste,” og det kan vi kun nikke ja til.

Santiago De Cuba

Tusindvis af mennesker står samlet på Cepedes torvet i Santiago de Cuba, det cubanske flag vajer i luften, glæde og skrig høres fra menneskemassen. Det er d. 1. Januar 1959 og Fidel Castro går ud på en af Rådhusets balkoner og proklamerer, at den cubanske revolution har sejret. Fra og med den dag for næsten 60 år siden har Cuba været kommunistisk. Santiago De Cuba er landets næststørste by og ligger længst mod syd ved det Caribiske havs kyst. Kun ca. 60 km i fugleflugt fra Santiago De Cuba ligger det meget omtalte, amerikanske fængsel Guantanamo Bay. Guantanamo Bay har tilhørt USA siden 1898, og her aftjener mange fanger sin straf – mange helt uden at have været for en dommer. Dette er det eneste sted på øen, at man finder en McDonald’s og en Subway restaurant. Området er naturligvis helt utilgængeligt for cubanerne, og med landets manglende internet lever myten ”findes der en McDonalds på Guantanamo Bay eller ej” stadig.

Viñalesdalen & Pinar Del Rio

Jo længere vest du kommer ad de smalle landeveje, jo grønnere bliver det. Her står naturen i centrum og fantastiske byer blandes med tobakmarker. I byen Pinar Del Rio findes romfabrikker, hvor du kan købe og se, hvordan rom bliver fremstillet, og i cigarfabrikken rundt om hjørnet sidder kvinder og ruller cigarer i hånden. I Viñales findes Mural De La Prehistoria, et farverigt maleri, der pryder en hel klippevæg. Maleriet er mildest talt fantastisk, og det tog hele fire år at færdiggøre. Langs vejene går heste, landmændene høster deres jord med okser, og der springer høns overalt. Velkommen til landet og til Cubas lækre naturparadis.

Salsa, cigarer og rom

En, to, tre – en, to, tre. Hvorfor ikke tage en salsalektion på ferien? Det er fyldt med steder, hvor du kan lære de berømte trin, og føler du dig klar til at vise dine trin, er der mindst lige så mange salsaklubber at danse på. Cuba forbindes i højeste grad med salsa og naturligvis også cigarer og rom. Che Guevaras favorit cigar var en Montecristo og Fidel Castro elskede Cohiba. Cigarer kan købes i alle størrelser, og for begynderen anbefaler vi en Romeo og Julieta, da det er af de mildere slags. Rommen Havana Club kender vi alle hjemmefra, men skal man købe en rom med hjem fra Cuba, er det helt klart en Santiago De Cuba. Den findes i både mørk og lys, hvilket er perfekt, da man kan nyde den mørke sammen med en cigar, og blande den lyse op til en læskende Mojito.

30872872