Ring 30 872 872
Hverdage 9-17-Lørdage 10-13

Philadelphia

Storbyen Philadelphia er kendt som “The Birthplace of America,” stedet hvor Uafhængighedserklæringen og Forfatningen blev underskrevet.

Som den femtestørste by i USA, og næststørste på østkysten, har Philadelphia, eller Philly, altid ligget i skyggen af storebror New York. Det er dog en oplagt mulighed at besøge Philadelphia, hvis man kører mellem New York og Washington D.C. Trods den store historiske betydning er Philly en moderne by med en masse spændende tilbud.

Philadelphia kan opleves på
en kør-selv ferie i USA:

Map
Bestil et gratis tilbud

Bestil tilbud

GRATIS OG UFORPLIGTENDE
Please leave this field empty.

Fuld af historie

William Penn, grundlægger af staten Pennsylvania, navngav tilbage i slutningen af 1600-tallet Philadelphia efter det græske udtryk for broderlig kærlighed. Deraf kendes byen også som ”The City of Brotherly Love.” Byen er en af USA’s ældste og er blandt andet hjemsted for den ældste gade i landet, Elfreth’s Alley.

Meget af historien er samlet i et kompakt område i Old City, kaldet Independence Mall, hvor man let kan se en masse på gåben. Den gamle Liberty Bell er et af de største symboler på Amerikansk frihed, og kan i dag ses på både frimærker og 100 dollar-sedlen. Klokken har fået sit eget Liberty Bell Center, hvor den selvfølgelig også kan ses tæt på.

Ved siden af ligger Independence Hall, hvor Uafhængighederklæringen som løsrev USA fra Storbritannien blev underskrevet, og Congress Hall, hvor den Amerikanske kongres havde hjemme i 10 år, da Philadelphia var hovedstad. Interiøret står som det så ud i 1776. Alle steder har gratis adgang, på nær Constitution Center. Det er også værd at nævne Betsy Ross’ hus, hjemsted for kvinden som skabte det Amerikanske flag “Stars and Stripes.”

 

Center City – Byens hjerte

Udtrykket downtown bliver ikke brugt i Philadelphia. I stedet kaldes byens centrum Center City, og huser en blanding af højhuse, hyggelige parker, og masser af shoppingmuligheder på Walnut Street og Chestnut Street, og de omkringliggende gader. Staten Pennsylvania har ikke moms på tøj, så det sparer du.

Byplanlægningen har placeret byens store, unikke rådhus i midten, med William Penn på toppen. Det er muligt at komme en tur op i rådhusets tårn, hvor man kan få en flot udsigt til skyskrabere og resten af byen. Ved siden af ligger Love Park, som huser et eksemplar af den ikoniske LOVE-skulptur.

Cheesesteaks: Den lokale spise

Chicago har deep-dish pizza, Baltimore har crab cakes, og Boston har clam chowder. Godt nok er Philadelphia fuld af kulinariske oplevelser, men spørger du en hvilken som helst Amerikaner om hvad de associerer Philadelphia med, vil svaret helt sikkert være Philly cheesesteaks. Skabt i Philadelphia i 1930’erne af Pat Olivieri, er denne sandwich med tyndt skåret oksekød og smeltet ost et af byens vartegn.

Mindst lige så kendt er spørgsmålet om hvor man får den bedste cheesesteak; Pat’s eller Geno’s. Beliggende direkte over for hinanden i South Philly, har de to spisesteder kæmpet om kunderne i de sidste 40 år. Pat’s er stadig ejet af Olivieri-familien, som opfandt den kendte sandwich for flere generationer siden. Cheesesteaks kan dog fås mange steder i hele byen.

 

Kunst – og Rocky

Philadelphia Museum of Art, beliggende for enden af Benjamin Franklin Parkway, er et af USA’s største museer, med værker af Dalí, Picasso, van Gogh, og Monet. Men trods sin samling af mere end 227.000 værker, er museet mere kendt for noget helt, helt andet. I 1976 løb Sylvester Stallone op ad trapperne i den tredobbelte Oscarvindende film Rocky, og igen i dens mange efterfølgere. Det er i dag en turistklassiker at løbe op ad de 72 trapper, for til sidst at stå med armene i vejret på toppen med udsigt til byens skyline, som Stallone selv gjorde det. En statue blev støbt til at være med i Rocky III, filmen Eye of the Tiger blev lavet til, og kan i dag ses ved foden af trapperne.

 

Kæmpe fængselsruin beliggende midt i byen

Fra de skindende museumsgulve kan man 10 minutters gang derfra opleve noget helt modsat. Det nu lukkede statsfængsel Eastern State Penitentiary står som en enorm ruin midt i byen, let genkendeligt på sine store mure og tårne. Det gamle fængsel, bygget i 1829 og lukket i 1971, har været hjemsted for mange berygtede kriminelle og gangstere, som blandt andet Al Capone. Hans celle kan stadig ses, komplet med møbler.

I ugerne op til Halloween bliver den uhyggelige bygning forvandlet til en landet største og mest frygtindgydende attraktioner, kaldet Terror Behind the Walls. Fængslet bliver fyldt med lys- og lydeffekter, 200 skuespillere i special effects make-up, og ruter designet til at skræmme besøgende fra vid og sans.

 

30872872