Ring 30 872 872
Hverdage 9-17-Lørdage 10-13

På denne kyst til kyst tur på den amerikanske østkyst, kommer I hele vejen fra New York i nord til Key West i syd. Undervejs oplever I nogle af de største og skønneste storbyer på kysten samtidig med, at I besøger nogle små, unikke og til tider lidt oversete kystbyer, der har alle byder på charme. I får både kulturelle oplevelser, naturskønne seværdigheder og mulighed for at slappe af og nyde det skønne vejr.

Undervejs besøger I intet mindre end 11 byer. I kan godt forberede jer på at opleve en helt masse.

 

Prisen er inkl. fly, hotel og billeje fra I forlader New York. 

Bestil Tilbud

GRATIS OG UFORPLIGTENDE
Please leave this field empty.

Dag 1-4 New York

I starter denne spektakulære og interessante kyst til kyst rute i byernes by, New York. Her har I fire dage, hvor I har mulighed for at lave den ultimative New York tur. I bør naturligvis besøge de mest berømte og kendte seværdigheder, og I kan med fordel starte ved en af de største; Frihedsgudinden. Her kan I besøge hende og komme op i kronen, hvorfra der er en skøn udsigt. Hvis I ikke ønsker det, kan I tage Staten Island færgen, der desuden er gratis og sejler hver halve time, som sejler forbi hende, hvilket også givet et rigtig godt udsyn. Hvad I ellers bør bemærke her, er den fuldstændig fantastiske udsigt I får til New Yorks skyline, som om muligt er smukkere fra vandet.

Herfra kan I til fods gå mod Wall St., hvor den berømte tyr står, hvis man rører den, giver det eftersigende økonomisk lykke. Herfra kan I gå til den nok mest berømte bro i byen, Brooklyn Bridge. Gå en tur over broen, som også giver jer et smukt udsyn over broen. Når I er i den sydlige del af Manhattan, bør I gøre jer selv den tjeneste at gå rundt i de forskellige områder og distrikter, besøg bl.a. SoHo, Meatpacking District, Greewich Village og Chinatown og mærk den unikke stemning, der skifter ligeså snart I kommer til et nyt område.

Gå op ad 5Th. Avenue, den verdensberømte shoppinggade, hvor I foruden at gøre jeg gode shopping indkøb også kan besøge Empire State building, der også må siges at være et af byens mange varetegn. Hvis I vil ha’ den ultimative udsigt over New York, så bør I istedet tage op på toppen af Rockefeller Center, hvor man får en endnu bedre udsigt end fra Empire – der har I nemlig også Empire State med i udsynet. Og det kan kun siges med et ord; FANTASTISK!

Om aftenen bør I gå til Times Square, der er et farverigt mekka fyldt ned neonfarvede, blinkende skilte, der ligner noget, der hører hjemme i Las Vegas. Stemningen her er helt unik, ligesom I har rig mulighed for at shoppe heromkring. En ting I naturligvis heller ikke bør snyde jer selv for, er et besøg i Central Park, en oase placeret midt i det hektiske virvar, New York indimellem har. Her møder I tryllekunstnere, gøglere, musikanter, kærestepar på tur og motionister. Man kan nemt bruge en hel dag i parken, hvis I blot går rundt og nyder stemningen, der virkelig er prisværdig.

New York er også kendt for sine utallige museer, og det er ikke uden grund. Uanset om I er kulturelle eller ej, bør I besøge mindst ét museum, når I er i byen. Guggenheim, MoMa, The Met og National history museum, hvor “en nat på museet” er optaget er blot nogle af de mest kendte. Hvis I ønsker, kan I udvælge et og blot bruge et par timer der, men det er virkelig fascinerende, uanset hvilket museum, I vælger.

Alt i alt har I nok at bruge jeres fire dage på i New York, og hvis I ønsker at gøre det lidt lettere og mere overskueligt for jer selv, bør I tage på en Hop on Hop off bus, der virkelig giver et godt overblik over byen. Her kommer I rundt til de største seværdigheder, og kan hoppe af hvor og hvornår, I har lyst for derefter at tage på den næste bus. I kan sågar komme på en aftentur, der viser jer et helt andet billede af byen, og så slapper I ovenikøbet af samtidig med, I får sightseeing i top.

OBS; I henter først jeres bil, når I forlader New York, da det ikke er hensigtsmæssigt at have bil i New York.

Dag 4-6 Washington

(364 km/226 miles – 3:54 timers kørsel)

flot arkitektur i washington monument

Nu går turen videre til Washington, der er USA’s magtcentral og beslutningshovedstad – for ikke at tale om, at det jo er hovedstaden. Her har I to dage, og I mærker med det samme, at Washington er en storby på en helt anden måde, end New York her. Selvom byen er stor, travl og til tider hektisk, er der slet ikke samme travlhed, stress og virvar, som kan forekomme i New York. Washington er ligeledes mere “flad” end New York, hvilket også er med til at skabe stemningen.

Her kan og må I naturligvis ikke komme udenom Det Hvide Hus, som er beliggende ret centralt i byen. Nyd den smukke, kæmpestore præsidentbygning og gå derefter videre til monumenterne, der kun ligger en kort gåtur herfra. Mod vest finder I Lincoln Memorial, der måske er det mest kendte memorial her, som naturligvis hylder den tidligere præsident, Lincoln, der var ham, der holdte landet samlet under borgerkrigen.

Alle attraktionerne her er placeret langs den 600 meter brede og 3 km lange vej, The Mall, og er dermed nemt for jer, da de er placeret i gå afstand fra hinanden. I midten af det hele findes Washington Monumentet, som I klart også bør aflægge et besøg – og for den sags skyld heller ikke kan undgå. Det er det store, spidse monument, der er omgivet af flagrende, amerikanske flag hele vejen rundt.

Hvis I går langs the Mall vil I også finde en række af de mest berømte museer i byen og herunder kan bl.a. nævnes National Gallery of Art, Spy Museum og National Air Space Museum, som I med fordel kan aflægge et besøg, hvis I er af den kulturelle slags – og også hvis I ikke er, for den sags skyld.

I bør nyde byens løsslupne stemning og gå en tur ned af den hyggelige shoppinggade, der ikke er så stressende som mange andre. Besøg området Georgetown, der emmer af god stemning og har små restauranter, caféer og butikker med gode shoppingmuligeder. Området er også det, der minder mest om en gammel bydel i byen og er helt afgjort et besøg værd. Hvis I ønsker at opleve byen på en mere afslappet måde, kan vi anbefale jer at tage på en af de velkendte Hop on Hop off busser, der kører jer rundt til de største seværdigheder alt imens I slapper af. Her kan I stå af, når I ønsker og hoppe på igen, også når I ønsker. Hvis I har lyst til at cykle rundt, er det bestemt også en god mulighed, der gør, at I oplever byen på en anden måde, og cykelmulighederne er gode i byen. Det er kun fantasien, der sætter begrænsninger for jer.

Dag 6-7 Norfolk 

(313 km/195 miles – 3:10 timers kørsel)

Fra Washington er det videre sydpå mod Norfolk, er en hyggelig by i Virginia, der er omgivet af kyst med Elizabeth River, der ligger vest for byen og Cheasepeake Bay, beliggende nord for byen. Norfolk er en af de ældste byer i området, og byen anses derfor også for at være center for både det kulturelle, historiske og finansmæssige i området omkring.

Norfolk er bl.a. indehaver af den største Navy base i verden, Naval Station Norfolk og byen kan også brøste sig af at have hele to af NATO’s hovedkvarterer, som I klart bør tage forbi og se.

I bør også besøge Norfolk Botanical Garden, der er en af de mest populære oplevelser i byen, hvor I naturligvis har mulighed for at se en række smukke og unikke blomster. Byen byder også på en masse kunstmuseer, som I kan besøge, hvis I har lyst til at være en smule kulturelle på ferien, ellers er der en række gode strande, der også indbyder til afslapning og et dyb i havet, især stranden ved Chesapeake Bay Beach, er rigtig populær. Byens zoologiske have er også et besøg værd, hvis I har tid til mere i byen, og ellers bør I naturligvis bare nyde byens omgivelser.

Dag 7-9 Kill Devils Hills

(122 km/76 miles – 1:30 timers kørsel)

I dag ankommer I til det smukke strandområde, Kill Devils Hills. På vej hertil har I også mulighed for at gøre nogle gode stop undervejs, da der er mange gode ting at besøge på vejen. I kan bl.a. besøge Cape State Park, som ligger ved Virginia Beach, der i sin tid fik sit navn, da den fra søsiden lignede Cape Henry, som ligger nord for Nordfolk, som folk tidligere forvekslede.

Når I ankommer til Kill Devils Hills, bør I se Wright Brothers National Memorial, som hylder den første succesfulde rejse med fly. Wilbur og Orville Wright kom hertil i 1900-1903 for at bygge og øve, fordi der var så gode vindforhold ud til kysten, og fordi det dengang var et meget afsides og privat sted at øve. Her er opført en stor statue, som bestemt er et besøg værd. Derudover kan I nyde stranden eller tage på fisketure samt prøve yoga på stranden.

Til aften bør I prøve det ret underholdende sjov, OBX Mystery Dinner, der er en middag med skuespil omkring jer, hvor I nærmest selv bliver en del af showet. Her er I inviteret med som gæst til et bryllup, hvor andre gæster og værterne byder jer velkommen sammen med de andre, der også er med til middagen. Her får I serveret mad og er nærmest med til brylluppet. Under brylluppet sker der et mord, som I skal forsøge at opklare sammen med de andre gæster, som I derved skal spørge ind til og sammen løse “gåden”. Til sidst får I så muligheden for at gætte, hvem I tror, der har gjort det og dermed vinde en præmien. Det er en virkelig sjov og anderledes oplevelse, som I klart bør unde jer selv at prøve i Kill Devils Hills.

Dag 9-10 Wilmington

(389 km/241 miles – 4:26 timers kørsel)

Nu ankommer I til Wilmington, hvor I har en enkelt overnatning. På vej til Wilmington bør I aflægge Pocosin Lakes National Wildlife Refuge, der er en park for truede dyrearter, som blev oprettet i 1990. Her kan I bl.a. se den røde ulv og Red-cockaded Woodpeeker, som er en spætte og nyde den flotte natur på vejen. Når I ankommer til Wilmington bør I se Thalian Hall Center for the performing arts, der er et teater i byen og som virkelig er anbefalelsesværdigt. Derudover bør I aflægge Battleship North Carolina, der også går under navnet USS North Carolina (BB-55), der sejlede under anden verdenskrig og som nu er et skibsmuseum, hvor I kan se og lære om forholdene dengang.

Eftermiddagen kan I bruge i Arlie Gardens, der er en super hyggelig have med blomster og små åer, hvor I kan gå en hyggelig eftermiddagstur.

Dag 10-11 Charleston

(278 km/185 miles – 3:29 timers kørsel)

I dag skal I besøge charmerende Charleston, hvor I har en enkelt overnatning. Byens strandpromenade er virkelig hyggelig og her bør I klart tage hen og se de skønne strandhuse, der har balkoner helt ud mod vandet. Herefter kan I tage til Rainbow Row, som klart er et must see på jeres tur. Det er en række byhuse, der er malet i alverdens prangende pastelfarver, som nok må siges at være byens mest fotograferede huse. Tag herefter til King Street, hvor I finder en stor række af modeforretninger og restauranter, hvor I kan få klaret shoppingen, og tag derefter til Market Street, der er fyldt med souvenirbutikker, restauranter og er en livlig og hyggelig del af byen.

Hvis I ønsker at tage turen rundt på afslappende vis, kan I komme rundt i byen med hestevogn, der er meget typisk for Charleston.

I bør også besøge Waterfront Park, der er en park beliggende ud mod vandet, som har en helt fantastisk udsigt. Parken er idyllisk og charmerende og her finder I det velkendte springvand, der ligner en ananans. Det har stået i byen siden 1990 og ananassen symboliserer den gæstfrihed, der findes i Sydstaterne. I gamle dage, når man besøgte en plantage og fik serveret en ananas vidste man, at man har velkommen, da ananassen symboliserer gæstfrihed – det samme gør springvandet i parken her. I kan nyde parken og udsigten til springvandet med en gåtur rundt i parken eller på en af de mange bænke i skyggen, hvis I trænger til fred og ro.

I kan også tage en tur til Fort Sumter, der kun ligger en kort og flot færgetur fra Charleston. Fortet blev opkaldt efter den tidligere general Thomas Sumter og blev kendt, da det var her, det første skud under den Amerikanske Borgerkrig blev affyret og I kan her få lov at se dele af fortet, som det oprindeligt så ud, mens I bliver vist rundt af en dygtig ranger. I kan også besøge et hus fra 1818, der står som intakt byhus, hvor I kan lære om det gamle liv i Syden og se, hvordan man boede dengang.

Dag 11-13 Hilton Head Island

(158 km/98 miles – 2:00 timers kørsel)

I dag ankommer I til Hilton Head Island, hvor I har to overnatninger. Hilton Head Island er det ultimative luksus aflapningssted, som er perfekt midt i ferien, hvor I lige har tid til at suge de hidtige oplevelser til jer samtidig med, at I slapper af på den skønneste måde.

Selvom Hilton Head Island kun er 19 km. lang og 8 km. bred, men det gør ikke, at I ikke kan finde alt dét, der skal til for at nyde et skønt, afslappende stop på turen. I finder alt, hvad I behøver for at få det ultimative “ø-retreat”.

Dag 13-15 Jacksonville 

(276 km/171 miles – 2:30 timers kørsel)

I dag skal I til Jacksonville, der er en lille, hyggelig by ud til Atlanterhavet beliggende i staten Florida. Byen er perfekt som et mellemstop, hvor I har rig mulighed for at slappe af og nyde de luksuriøse omgivelser.

Byen går under navnet “The River City by the Sea” og har 32 km. brede, skønne og uspolerede strande beliggende tæt på den 64 km. lange Intracoastal Waterway kanal, der er den længste og smukkeste strækning af St. Johns River, som I virkelig bør opleve. Brug tid på en af de skønne strande, eksempelvis Jacksonville Beach eller Atlantic Beach, hvor I kan hoppe i bølgen blå og blive kølet af eller nyde en masse forskellig vandsportsaktivitet, hvor I kan sejle i kano, kajak eller prøve en tur på paddle board.

På land er Jacksonville hjemsted for det største by-park system med over 10 statslige og nationale parker. Besøg en eller flere af parkerne, gå en tur og få en rolig og hyggelig side af byen at se. Jacksonville er også en skøn destination på grund af byens autentiske køkken, det blomstrende håndværk, sjove og skønne kosmopolitiske natteliv, hvilket alt sammen gør Jacksonville unik.

Hvis I vil opleve Jacksonville på en anden måde, kan I leje cykler og komme rundt i byen på den måde. Det er hyggeligt og I får set byen i jeres eget tempo.

Dag 15-18 Orlando 

(227 km/141 miles – 2:05 timers kørsel)

Nu kommer I til Orlando, som er forlystelsernes paradis over dem alle. Her har I tre dage og dermed rig mulighed for at udforske de mange sjove og underholdende ting, byen byder på som er for folk i alle aldre, i særdeleshed jer, der har en barnlig sjæl gemt indeni. I finder både Sea World, Disney World og Universal Studios som alle tre er kæmpe parker, der byder på utallige forlystelser og adrenalinfremkaldende aktiviteter og som er værd at udforske uanset alder.

Hvis I besøger Disney World i Orlando vil I besøge det største Disney World i verden og har intet mindre end 4 forlystelsesparker med forskellige temaer. Her er 23 forskellige hoteller alene inde i parken og man kan bruge time -og dagevis på at lege disney-prinsesser, prøve forlystelser, hilse på Mickey Mouse og hans venner. Uanset alder er det sjovt for alle – ikke kun børn, hvorfor I klart bør aflægge mindst én af parkerne et besøg på turen. Man føler sig uden tvivl lidt som en prins eller prinsesse midt i et eventyrland.

Universal Studios i Orlando

Hvis I tager en halv time syd for Orlando, kan I besøge Legoland, der åbnede i 2012 hvor man som dansker kan kende langt de fleste forlystelser, dog har de tilføjet nogle nye. Parken her er mest for børn u12, men er bestemt et hyggeligt stop.

Hvis I har lyst til at opleve hvordan det var, da de første rumraketter blev sendt afsted, så bør I klart besøge Kennedy Space Center, hvor I i Rocket garden kan finde raketter i forskellige størrelser, og hvis I er rigtig heldige kan I måske møde en vaskeægte astronaut, der kan fortælle, hvordan det er at være i rummet. Det er bestemt en sjov og anderledes oplevelse og bestemt et besøg værd.

En anden sjov ting, der findes i Orlando er intet mindre end verdens største Mac Donalds, kombineret med legeland, der er beliggende her. Her kan hele familien slappe af og få en pause fra stress og jag, mens børnene nyder de sjove optrædender, der er hver dag, hvor en række Disney figurer optræder.

Dag 18-20 Miami

(379 km/236 miles – 3:30 timers kørsel)

Nu går turen til Miami, som er jeres næstsidste stop på turen, der er en farverig perle uden lige. Byen går under navnet “Den Magiske by” og det er ikke uden grund, her er nemlig både mulighed for at være kulturel, festlige, afslappet eller helt vild – begrænsningerne er kun jeres egne! Her har I rig mulighed for at nyde både storbyens sus, den dejlige varme, der gennemsnitligt ligger på 25-33 grader året rundt og nyde byens festligheder. Besøg det festlige område Coconut Grove og tag også et smut til little Havana, der som navnet antyder, er det cubanske kvarter i byen. Her bliver der rullet cigarer på hvert gadehjørne og mosaik kunst er at ses på samtlige vægge, så den cubanske stemning er ikke til at tage fejl af, og området er virkelig hyggeligt. I bør også besøge det populære South Beach, hvor I finder finder Ocean Drive og Art Deco bygningerne, som er meget kendte for området.

Hvis I ønsker at shoppe i Miami, er der rigtig gode muligheder for det, og I kan med fordel aflægge Floridas største outlet Sawgrass Miles et besøg, men husk at hav den store pengepung fremme, det kan hurtigt blive en bekostelig fornøjelse, da der virkelig er mange lækre ting.

Under jeres tur til Miami bør I tage et lille smut til Fort Lauderdale, der er beliggende en kort køretur fra Miami. I har Fort Lauderdale går også under navnet “USA’s Venedig” grundet de mange kanaler og veje ud i vandet. I alt har byen mere end 450 km. kanaler i byen, hvorfor mange associerer det med Venedig, når de besøger byen. Det gør den også til en rigtig hyggelig by. I bør også klart besøge Las Olas Boulevard.

Dag 20-23 Key West 

(266 km/166 miles – 3:28 timers kørsel)

Turen er nu kommet til sidste destination, som er Key West. Her har I de sidste tre dage, hvor I kan nyde det fantastiske, caribiske paradis og det er en virkelig fantastisk feriedestination. The Keys, som alle øerne går under, er det sydligste, fastlandsliggende punkt i Florida. Key West er nok den mest populære af Keys-øerne, og det er ikke uden grund. I bør besøge Ernest Hemmingways hus, hvor han boede i over 10 år, gå lange ture på de flødehvide sandstrande, hvor sandet kildrer jer mellem tæerne og hvor helt krystalklart vand stille plasker op mod sandet. Her er rig mulighed for at slappe af, nyde det sidste af turen og få bearbejdet de mange indtryk og oplevelser, turen har budt på.

Selvom I er på den mest populære af øerne, bør I klart aflægge et par af de andre et besøg også. Besøg eksempelvis Key Largo, der er mindst ligeså paradis agtig og en smule mindre turistet og her er en masse at lave både på, under og over vandet – og naturligvis også på land. I kan eksempelvis besøge John Pennecamp State Park, hvor I kan opleve den underjordiske mangrove, bjerge og koralrev.

Tag også med en glasbunds-båd ud på havet, hvor I får en helt unik oplevelse af dyrelivet under jer på allertætteste hold, helt uden selv at blive våd. Det er en super fed oplevelse. Er I lidt mere vandhunde, kan I svømme med delfiner i Key Largo, som er en virkelig unik mulighed for at komme tæt på de venlige og smukke dyr. En oplevelse, der er fed for hele familien og som I klar bør gøre, hvis I har bare det mindste mod på det.

I Key West ligger også Butterfly and Nature Conservatory, hvor man kan få lov til at opleve de smukkeste planter, blomster og forskellige varianter af farverige sommerfugle og fugle. I kan også besøge nogle af de lokale dykkerbutikker og tage ud og dykke ved Vandenberg vraget, det er en kæmpe oplevelse at svømme rundt ved vraget.

Nyd feriens sidste timer i det unikke, caribisk-inspirerede paradis med en drink i hånden og dejlige, lange gåture i det varme vejr, inden turen går hjem til Danmark.

30872872